Citysingler på Comwell 25. marts 2012
De blev årets show-sensation sidste år, da de lagde både anmeldere og over 45.000 publikummer over hele landet ned med deres første show. City Singler hed det, og frækkere, sjovere og mere plat underholdning skulle man lede længe efter. Nu kommer opfølgeren: City Singler – frækkere i 2´eren, og det bliver endnu sjovere og mere grænseoverskridende end sidst.
Søndag den 25. marts præsenterer Foreningen Hospitalsklovne-Kolding de fire top-frække, morsomme og lækre comedy-prinsesser Trine Gadeberg, Sofie Lassen-Kahlke, Anne Louise Hassing og den nye pige i klassen, Kaya Brüel, på Kolding Teater. Og alt tyder på, at det bliver for udsolgte huse, idet 40 procent af billetterne allerede er solgt. Og det inden reklametrommerne er begyndt at buldre.
City Singler - Frækkere i 2éren går endnu længere end første show for at levere hyle-morsomme, pinlige og vanvittige sketches, de fedeste pophits og lårklaskende stand-up comedy serveret på høje hæle og med en latte i hånden. Sidst stod den på pole-dancing, netdating og kønsbehåring, men hvad der sker i det nye show ved kun pigerne. Men skingrende skørt og vildt morsomt bliver det med garanti, og intet er helligt, når Danmarks svar på Sex & the Cityruller sig ud.
- Da vi første gang præsenterede City Singler på Kolding Teater, blev det er bragende succes. Alle billetter var revet væk, og det regner vi også med bliver tilfældet denne gang, siger formanden for Foreningen Hospitalsklovne-Kolding, Geert Madsen. Han tilføjer, at hele overskuddet fra showet på Kolding Teater går til driften af de fire hospitalsklovne på børneafdelingen.
Billetter til showet – måske årets julegaveidé - kan købes via Koldingbilletten.dk og på telefon 70 10 10 16.
