Klovnene er vigtige for børneafdelingen

Indenfor de seneste 4 år har hospitalsklovnene cementeret deres fulde berettigelse som samarbejdspartnere på børneafdelingen på Kolding Sygehus. Hospitalsklovne er ikke som på traditionel vis omfattet af en bevilling på et personalebudget, men finansieres udelukkende via donationer.

I Kolding er vi som børneafdeling så privilegerede, at der i byen findes private ildsjæle, som har dannet en lokal klovneforening, der med stor ihærdighed samler penge ind til aflønning af vores klovne. Fra at afdelingen for 3 år siden ugentlig havde 1 klovnebesøg, er det nu muligt at tilbyde børnene klovnebesøg 4 gange pr. uge. Uden at prale alt for meget, kan vi vist roligt sige, at vi har Danmarks bedste klovneordning med det største antal ugentlige klovnetimer. At klovnen viser sig på gangene eller i venteværelset har en enorm betydning for børnene.

Klovnene på afdelingen betyder adspredelse for børnene, som ikke altid synes, det er lige sjovt at være indlagt. Mange ubehagelige ting, som eksempelvis blodprøvetagning, bliver ikke så alvorlig, hvis barnet kan afledes via klovnens tilstedeværelse.

I kraft af, at klovnen kommer flere gange om ugen, bruges besøgene mere og mere målrettet og visse behandlinger planlægges nu på ”klovne-dagene”. Nogle af vores børn, som kommer til regelmæssige undersøgelser glæder sig lige frem til at komme på sygehuset, idet de skal vise klovnen, hvor dygtige de er til f.eks. at få taget blodprøver.

Ligeledes betyder klovnebesøgene for personalet en bevidsthed om, at klovnens tilgang til barnet i flere situationer, kan benyttes af det professionelle personale.

Vi opfatter klovnene som en fast del af vores afdeling. De er børneafdelingens klovne.

Efterhånden opfatter forældrene klovnenes tilstedeværelse som en selvfølge, når deres barn er indlagt. Men som nævnt kommer dette gode ikke af sig selv. Børneafdelingen er yderst afhængig af, at der støttes op om den lokale klovneforening via løbende donationer.

Med venlig hilsen
Edel Kirketerp
Oversygeplejerske på børneafdelingen